I Aarhus Kommune ligger flere virksomheder, som oplagrer eller anvender farlige stoffer. Virksomhederne betegnes "risikovirksomheder" og er underlagt strenge krav til sikkerheden
Risikovirksomheder inddeles i to kategorier: kolonne 2 og kolonne 3 virksomheder. Det er stoffernes anvendelse eller den oplagrede mængde, der afgør, hvilken kolonne en risikovirksomhed tilhører, se
§1 i Bekendtgørelse om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer, BEK Nr. 1666 af 14/12/2006 risikobekendtgørelsen. Kolonne 3-virksomhederne anvender eller oplagrer den største mængde farlige stoffer.
Virksomhedernes forpligtelserRisikovirksomheder er underlagt strenge krav til sikkerheden. Risikobekendtgørelsen §3 beskriver blandt andet, at :
Virksomheder omfattet af denne bekendtgørelse skal træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at forebygge større uheld og begrænse virkningerne for mennesker og miljø af sådanne uheld. (Større uheld = uheld, der kan medføre væsentlig fare for personer på virksomheden, uden for virksomheden eller for miljøet).
Risikovirksomheder skal blandt andet udarbejde et dokument, der beskriver virksomhedens plan for forebyggelse af større uheld. En kolonne 3-virksomhed skal også udarbejde en intern beredskabsplan, der har til formål at styre uheldsforløb og iværksætte foranstaltninger, der har til formål at begrænse skader på mennesker og miljø.
Myndighedernes forpligtelserI følge risikobekendtgørelsen (§ 13, stk. 1 og 2) skal der også udarbejdes eksterne beredskabsplaner for kolonne 3-virksomhederne. Aarhus Brandvæsen og Østjyllands Politi har i tæt samarbejde udarbejdet de eksterne beredskabsplaner for Aarhus Kommunes seks kolonne 3-virksomheder og for 4 kolonne 2-virksomheder (eksterne beredskabsplaner for kolonne 2-virksomheder er ikke påkrævet). Beredskabsplanerne beskriver forskellige scenarier og planer for, hvordan beredskabet vil forebygge, begrænse og afhjælpe skader på personer, ejendom og miljø i tilfælde af et større uheld på virksomheden. Der afholdes øvelser mindst hvert 3. år på kolonne 3-virksomhederne, hvor både beredskabet og virksomheden får afprøvet planerne. Du kan se beredskabsplanerne for de seks kolonne 3-virksomheder og for 4 kolonne 2-virksomheder i Århus Kommune i boksen til højre.
Borgernes SikkerhedAarhus Brandvæsen og Østjyllands Politi har også udarbejdet information til offentligheden om virksomhederne. Det er politiet, der har ansvaret for regelmæssigt at informere borgere og institutioner, der kan blive berørt af et eventuelt større uheld, om sikkerhedsforanstaltninger, forholdsregler og hensigtsmæssig adfærd.
På
Østjyllands Politis hjemmeside kan du læse mere om de enkelte risikovirksomheder - blandt andet om, hvordan der varsles i tilfælde af et større uheld - og hvordan, du skal agere ved varsling.